tirsdag den 18. november 2014

"Hjemme" i Tocumwal

Birgitte skriver, tirsdag d. 18. november 2014:

Efter planen skulle Sander have gipsen af sit højre ben fredag d. 31. oktober, så jeg tog toget fra Skanderborg til København torsdag eftermiddag. Rasmus hentede mig på Hovedbanegården, og jeg boede hos ham på Amager, indtil jeg kunne komme med fly til Bangkok.

Fredag var jeg hos min mor og Preben i Frederikssund, og lørdag tog jeg i lufthavnen, men desværre var der ikke plads til mig på flyet.

Søndag var der heller ingen pladser på business, så jeg besluttede at flyve via Paris, hvor der så ud til at være bedre plads.

Desværre var der plads til mine kufferter, som de glemte at tage af flyet, da jeg ikke kom med.
Farvel tøj ….     

Jeg fløj til Paris mandag morgen og fik en plads på business class i Airbus 380’eren – ikke tosset! Og så var det jo nemt bare at rejse med håndbagage!  

Da jeg kom til Bangkok, var jeg spændt på, om de havde mine kufferter. Det havde de, sagde de hos Thai Airways, og de skulle nok sørge for at få dem med flyet videre til Melbourne.

Også business class fra Bangkok til Melbourne, hvor jeg startede turen med at tabe min telefon ned imellem sæderne, så da vi landede, måtte mekanikeren på det nærmeste pille to sæder ud af flyet.

Men jeg fik da min telefon med et smil og et ”no problem”. Han fortalte, at folk ofte lagde deres ringe eller andre smykker på armlænet, så han var ikke uvant med at finde ting under sæderne.

Da jeg kom til Melbourne, gik jeg til karrusellen og var spændt på, om mine kufferter kørte rundt på båndet. Men efter en halv time var det bare de samme to røde kufferter, der passerede, og jeg gik til en rar mand i bagage service og klagede min nød.

Han tilbød at gå med over at kigge på båndet. Jeg sagde, at det kunne han da godt, men at de to røde kufferter, der kørte rundt, ikke var mine.

Da vi kom til båndet, viste han mig skiltet med ”4” på og sagde stille og roligt, at jeg nok skulle kigge på bånd 5. Og vupti. Dér var mine kufferter.

Det gik hurtigt med at komme igennem ”border control”, og det var dejligt, at Jørgen ventede på mig på den anden side.

Vi kørte til Bacchus Marsh, hvor vi var et par dage, inden turen gik 300 km mod nordvest til vores vinter residens.


Jørgen skriver:

Turen fra Bacchus Marsh til Tocumwal forløb uden problemer. Bil og trailer kører fint, og det er dejligt med en bil med kraftig motor.

Vi ankom til Tocumwal og ”vores” lille hus torsdag d. 6. november, hvor naboen fortalte os, at Kevin, vores vært, var på hospitalet i Melbourne, og at hans kone, Valda, var hos ham.

Kevin var – og er stadig – indlagt med lungebetændelse, men lægerne havde mistanke om, at det kunne være asbestose. Prøverne viste heldigvis, at det ikke var tilfældet.

Vi samlede vores Arcus M, Julie, for en uges tid siden og fløj en tur på et par timer i sidste uge. Vejret var fint, og vi kunne komme i 2000 meter.

Startmotoren på Julie driller lidt med slid i lejet, og jeg har haft afmonteret starteren og skilt den ad for at smøre vitale dele.

Det var en vanskelig operation, da der ingen plads er at arbejde på



Startmotoren adskilt i hoveddele
 Det er endnu ikke blevet rigtig sommer herude, så temperaturen de fleste dage ligger omkring 25 grader og stadig køligt om natten. Men i slutningen af denne uge ser det ud til, at vinden går i nord med stigende temperaturer og godt flyvevejr.



Forøvigt har vi vundet en pokal i den flyveklub, som vi er medlem af herude (Southern Riverina Gliding Club) for den længste distance i sæson 2013-14. En flyvning på 831 km.

I denne uge er det planen, at Birgitte skal omskoles til selvstart, og vi begynder så småt at kigge på, hvilke opgaver, der kunne være spændende at flyve i denne sæson.
Vi håber, at det bliver muligt at flyve en 1000 km opgave. Det har Birgitte ikke prøvet




Underligt husdyr - en vandrende pind, som også kan flyve!